Sket og oplevet » Men det endte godt

Men det endte godt

Tre mand – Tony, Christian og Hans fik sig en uønsket dramatisk hjemtur onsdag den 21. juli efter en hyggetur til Staunings Ø.

Vinden er god om formiddagen til en tur nordover. Midt på dagen tager vinden til og drejer mere i øst. Det kan mærkes på hjemturen med gode sidebølger, så der gøres stop i lystbådehavnen og diskuteres om man skal fortsætte eller slutte turen her. Man beslutter at fortsætte, men puster sine padlefloats op, så de er klar – hvis nu. Og så går det hjemad uden om de gule bøjer i god afstand fra havnemolen. Vinden er lige på og sætter gang i kraftige refleksbølger. Der er nok at holde styr og øjne på.

Og så sker det, der ikke skal ske. En vælter rundt. Man er kun kommet midtvejs forbi spunsvæggen, så der er stadig 600 m til havneindløbet. En makkerredning lykkes og der pumpes vand. Så sker det igen, en ryger i og endnu en vælter i vandet – nu er to i vandet. En soloredning ved padlefloat lykkes – næsten. Nu begynder trætheden. Refleksbølgerne er store og med den kraftige vind kommer man tæt på spunsvæggen. Den tredje båd prøver med en line at trække dem længere ud, men ender også med at vælte. Nu er alle tre i vandet. En får svømmet sig hen til en bøje og to lader sig drive ind til spunsvæggen, hvor de kan kile sig fast i jernprofilen. Der er ingen mulighed for at kommer op her. En telefon findes frem og der ringes hjem og så bliver der ringet 112.

Så går det stærkt. Falck, ambulancer og politi er hurtigt fremme. Bornholmerbåden sender også en lille båd ud.  Alle mand hentes ind og deres kajakker bjærges. Over en time har de været i vandet og selv om vandtemperaturen er høj, så er kroppen kølet godt ned.

Hvordan reagerer man i en sådan situation og hvad tænker man bagefter.

Medens det stod på reageredes som vi har lært. Man holdt sig tæt på hinanden og forsøgte med de redningsteknikker vi har lært. Vestene var på og paddlefloats, redningsliner, telefon i vandtæt hylster og pumpe var med båden. Når makkerredningerne ikke lykkedes og kræfterne svinder i de mange forsøg, så holdt man sig til kajakkerne, så man let kan ses og man fik ringet alarm. Medens det står på var man ikke bange og man handlede så godt man kunne med det man har lært. Hvor alvorlig situationen faktisk var, går først op for de tre, da Falck kom med båden og får bjærget dem ind. Og så skal man sunde sig, oplevelsen skal sætte sig og man skal snakke situationerne igennem mange gange.

Hjælpen kom hurtigt og alt endte heldigvis godt. Stor tak til Bornholmerbåden, Falck-, ambulance- og politifolk. Der blev handlet virkelig kompetent og professionelt.

Det er en oplevelse, som vil give os meget at tænke over i klubben. Selvredninger og makkerredninger i høje bølger er ikke så enkelt og selv om vandet er varmt så køles kroppen ned. Når man ligger længe i vandet bliver kræfterne mindre. Og er man i tvivl om det er en god ide at fortsætte, så skal man hellere stoppe og arrangere hjemtransport på anden vis.

Koegekajak.dk | v/formand Anders Hauge, Boskovsvej 3, 4600 Køge Tlf:56634252 mobil:25356502